Historisk sejr: Slut med minkavl i Danmark!

Minkavl har endelig fået en slutdato i Danmark. Det sker efter, at regeringen har meldt ud, at de ikke vil søge om særlig tilladelse til at fortsætte minkavl, når et EU-forbud træder i kraft næste år.
Dermed står intet længere i vejen for, at minkfarme i Danmark skal afvikles. EU’s forbud træder i kraft i august 2027, og senest i 2029 skal udfasningen være færdig, og de sidste bure skal stå tomme.
Det er en historisk dag for minkene, og en sejr, som mange dyrevenner har været med til at skabe.
I årtier har Danmark været et af de lande, der producerede allerflest minkskind. Millioner af mink har hvert år tilbragt hele deres liv i små trådbure uden mulighed for at svømme, grave eller udfolde den naturlige adfærd, som et vildt rovdyr har brug for.
Nu bliver der sat et endegyldigt punktum for det mørke kapitel.
Hvordan skete det?
I sommeren 2025 blev mink føjet til EU’s liste over invasive arter. Det betød, at minkavl blev forbudt i hele EU fra august 2027. Men hvis lande med ønskede, så kunne de søge om en særlig tilladelse til at fortsætte produktionen til trods for EU-forbuddet.
Den daværende SVM-regering fortalte dengang, at man ville søge den særlige tilladelse, så minkavl kunne fortsætte, også selvom store dele af resten af Europa satte punktum. Det er denne tilladelse, som den nye regering har meldt ud, at de ikke vil søge alligevel.
Det betyder, at døren til minkproduktionen bliver lukket for altid i Danmark.
Det er svært at overvurdere betydningen af den beslutning. Minkavl har været så indgroet en del af Danmark, at udsigten til, at industrien skulle forsvinde helt, længe virkede næsten umulig. Det viser, at forandring er mulig, selv når en industri har eksisteret i generationer.
Et liv bag tremmer
Mink er født til at svømme, dykke og jage ved vandbredden. I naturen er de livlige og nysgerrige dyr, der bruger deres dage på at udforske vandløb og jage fisk. Men på pelsfarme er de tvunget til at leve deres hele liv på et areal, der svarer til en opslået avis.
De har ingen mulighed for at udleve deres mest basale og naturlige adfærd. Livet i burene stresser dem, og mange udviser fysiske og adfærdsmæssige problemer som stereotyp adfærd, bidskaber og selvskade. Alt dette leder op til den endelige aflivning, som også er forbundet med smerte og stress for det enkelte dyr.
Afsløringer har gang på gang vist, at forholdene for dyrene på farmene var helt igennem elendige. I 2025 kom der nye billeder fra en af Danmarks største minkfarme, som viste mink med afgnavede ører, voldsomme bidsår og kannibalisme.


Når vi står sammen for dyrene, kan vi flytte bjerge
Store forandringer sker sjældent fra den ene dag til den anden. De bliver til gennem vedholdende arbejde, dyrevenner der siger fra, og en voksende erkendelse af, at dyrene fortjener bedre.
Det gælder også kampen mod pels.
Med det europæiske borgerinitiativ Fur Free Europe gik borgere på tværs af landegrænser sammen om at kræve en fremtid uden pelsfarme. Forslaget samlede mere end 1,5 millioner underskrifter og satte pelsdyrenes ringe vilkår på den europæiske dagsorden.
I Danmark har mange også bidraget til den kamp. Engagerede dyrevenner har været med til at skabe opmærksomhed og holde presset på pelsindustrien.
Vi kan ikke tilskrive én indsats alene æren for dagens beslutning. Med dyrevenner har vi ustoppeligt kæmpet for at skabe opmærksomhed og holde presset på pelsindustrien.
En sejr der er værd at fejre
Vi kan ikke ændre livet for de mange mink, der allerede har mistet livet i burene. Men vi kan glæde os over, at Danmark nu har valgt ikke at fortsætte den grusomme praksis.
Det er en sejr for dyrene og et opgør med en industri, der alt for længe har været en selvfølge. Men det er også en påmindelse om, at det nytter at kæmpe for en verden, hvor dyr ikke skal lide i bure.
Der er stadig mange dyr, der har brug for vores hjælp. Kampen for dem fortsætter, men i dag må vi også gerne standse op og mærke, hvor langt vi er nået.
Tak til dig, der har været med til at skabe forandring for minkene. Det her er en historisk dag. Og den skal vi huske.
Emma-Maria Elgaard Petersen
Del artikel