Nu er det kyllingernes tur

Direktør hos Anima, Joh Vinding, byder velkommen til event om slagtekyllinger på Christiansborg

Den 28. september indtog Anima Fællessalen på Christiansborg. Med overskriften ‘Nu er det kyllingernes tur’ brugte vi aftenen på at sætte kyllingernes velfærd øverst på dagsordenen. For kyllingerne i Danmark har alvorlige problemer, som kan opsummeres helt kort: ekstrem avl og ekstrem pladsmangel! Da aftenen var slut, havde dyrevelfærdsordførere fra fem partier lovet handling for kyllingerne inden næste folketingsvalg.

Det er et vigtigt skridt. Kyllingerne er et af de dyr, vi har allerflest af i landbruget i Danmark, men de har i årevis været dem, der røg under radaren i debatten om dyrevelfærd. Nu er der politisk opmærksomhed på deres forhold.

Fem partier ønsker forbedringer

Et af aftenens vigtigste øjeblikke var, da dyrevelfærdsordførere fra fem partier trådte op på scenen for at fortælle, hvad de vil gøre for kyllingerne: Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti, Birgitte Vind fra Socialdemokratiet, Line Krogh Lay fra Radikale Venstre, Signe Wenneberg fra Alternativet og Rasmus Vestergaard Madsen fra Enhedslisten. 

Alle fem erklærede sig enige i, at der skal ske forbedringer for kyllingerne inden næste folketingsvalg. Alle var enige om, at slagtekyllinger skal have mere plads, end de har i dag, og de var ligeledes enige om, at turbokyllinger skal udfases i Danmark. Det er utroligt positivt, at så mange partier erklærer sig enige i, at kyllingerne skal have bedre forhold. Og tre af partierne – SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre – sidder endda i regering!

Det er stort. Nu har fem partier sagt det højt, foran en fyldt sal: Det kan ikke blive ved med at være på denne måde.

Line Krogh Lay (RV), Rasmus Vestergaard Madsen (Ø) og Birgitte Vind (S) er på scenen
De fem politikere signalerer med skilte, at de alle vil gøre noget for kyllinger inden næste folketingsvalg
Carl Valentin (SF) og Signe Wenneberg (Å) er på scenen

En aften i kyllingernes tegn 

Foruden politikerne var salen fyldt af flere end 100 dyrevenner, som alle mødte op til arrangementet med ét ønske: at kyllingerne får det bedre. I salen blev de budt velkommen af Animas direktør Joh Vinding, bioetiker Mickey Gjerris holdt oplæg om vores ansvar som mennesker over for levende væsener, og Animas kommunikationschef Thorbjørn Schiønning gjorde status over Animas årelange arbejde for kyllingerne.

Joh Vinding, direktør hos Anima, byder salen velkommen fra scenen
Mickey Gjerris holder oplæg på scenen

Hvad er problemet?

I Danmark opdrættes der over 100 millioner kyllinger om året og størstedelen af dem er fortsat de hurtigt voksende kyllinger, turbokyllinger. På ca 5 uger vokser kyllingerne fra 50 gram til over 2 kilo, og de lever deres korte liv på utroligt lidt plads blandt titusindvis af andre kyllinger. Faktisk går der 20 kyllinger på hver kvadratmeter. Det betyder, at en kylling på 2 kilo har mindre plads end et A4-ark. Samtidig giver den alt for hurtige vækst store problemer for kyllingerne, der vokser så hurtigt, at de har svært ved at gå normalt, og deres organer kan ikke følge med.

Sådan har produktionen set ud i årtier, og Anima har længe kæmpet for, at kyllingerne skal have mere plads, og at de hurtigt voksende racer skal udfases.

Hvorfor netop nu

Dyrevelfærd er blevet en central del af den nuværende regerings politik. Svinevalget viste, at mange vælgere vil have forandring, og for første gang i landets historie har vi en minister for dyrevelfærd som selvstændigt ansvarsområde. Regeringen har lagt retningen for fremtidens svineproduktion, og arbejdet med forbedringer for grisene er nu i gang.

Det er rigtig godt for grisene. Men hvis ministeren skal leve op til sin titel og være en minister for alle dyr i Danmark, så er det også på tide at vende blikket mod de danske slagtekyllinger og de forhold, de lever under.


Nanna Capion

Del artikel