Ny akutplan er første skridt på vejen mod bedre dyrevelfærd

Regeringen har i en ny akutplan lovet flere kontroller, dobbelt så mange kontrollører og op til seks års fængsel for grov mishandling. Planen er et stort fremskridt for dyrene, men et reelt løft af dyrevelfærden kræver mere end blot øget kontrol. Det kalder på en ændring af loven.

Udmagret pattegris i dansk svinestald.

En kontrol der har svigtet

En pattegris halter rundt på sit ben med et sår så dybt, at knoglen er blottet. En anden ligger på gulvet og gisper efter vejret. Optagelserne er blandt dem, Anima modtog i februar fra stalde hos nogle af de mest magtfulde folk i dansk griseproduktion. Men det var ikke myndighederne, der fandt de grise. Det var anonyme aktivister, der selv havde dokumenteret grisenes forhold. For kontrollen med dyrevelfærd har svigtet i årevis.

Der har været alt for få kontroller, alt for milde sanktioner, og så har det været for nemt at undgå kontrolbesøgene. Rigsrevisionen har udtalt skarp kritik af den mangelfulde kontrol, og da Justitsministeriet overtog området fra Fødevarestyrelsen, opdagede ministeriet 1.500 opfølgende kontroller, der ikke var blevet gennemført det sidste halvandet år.

1.500 gange skulle nogen være kommet tilbage for at tjekke, om dyrenes forhold var rettet op. Det skete ikke.

Ansvaret for dyrene skal føles tungere

I regeringsgrundlaget blev der lovet store ændringer i den danske svineproduktion. Og nu leverer regeringen på et af deres løfter med en pakke med 15 nye initiativer. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Dyrevelfærdskontrollen skal styrkes, og efterlever man ikke reglerne, skal der være betydelige konsekvenser. Vi har samlet nogle af de vigtigste ændringer her.

Det vil regeringen:

• Mere end fordoble antallet af medarbejdere i kontrollen

• Hæve kontroltrykket med 50 procent, fra 20 til 30 procent

• Sende to tilsynsførende ud på hvert kontrolbesøg, heraf mindst én dyrlæge

• Gøre det sværere at slippe for kontrol ved at skifte CVR-nummer

• Tredoble strafferammen for de groveste sager til seks års fængsel og hæve bøderne

• Oprette en ny styrelse, Dyrevelfærdskontrollen, i 2027

Et længe ventet løft

Den nye plan er en afgørende brik i oprydningsarbejdet i den danske griseproduktion, som i årtier er kørt helt af sporet. Flere øjne i stalden betyder, at flere syge og skadede grise bliver fundet. Og strengere kontrol sender et klart signal til svineproducenterne:

"Dyr i menneskers varetægt, de skal behandles ordentligt. Hvis ikke man kan finde ud af det, så skal man mærke hårdere konsekvenser."

— Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S).

Men de nye initiativer kan ikke stå alene. Et reelt løft af dyrevelfærden i de danske stalde kræver mere end blot et bedre kontroleftersyn med dyrene.

For de grise, der ligger med ubehandlede sår eller sulter i en farestald, kan det gøre en forskel. Men for de fleste af Danmarks grise ændrer bedre kontrol ikke hverdagen, fordi meget af den lidelse, de udsættes for, er lovlig. En slagtegris på 100 kilo må holdes på 0,65 kvadratmeter. Søer spændes fast. Og omkring 25.000 pattegrise dør hver dag. Alt sammen inden for lovens rammer. Samtidig får 95 procent af grisene klippet halen, selvom rutinemæssig halekupering har været forbudt i EU i over 30 år. Men de danske myndigheder har gjort det nemt for landmændene at slippe uden om forbuddet og fortsætte den grusomme praksis.

Derfor skal der meget mere til end øget kontrol for at sikre bedre dyrevelfærd i de danske stalde. Læs vores forslag her.

Kontrollen skal sikre, at loven bliver overholdt. Men det er loven, der skal ændres.

Regeringen har lovet at gøre op med ekstrem avl, fiksering af søer og rutinemæssig halekupering og at give grisene mere plads. Akutplanen er første skridt. Anima holder regeringen fast på resten.

Grise står sammenklemt i svinestald

Anna Kapel

Del artikel